Købmanden på Reersø kæmper for sin overlevelse udenfor højsæsonen, områdets spisesteder holder vinterlukket og antallet af overnatningsmuligheder skrumper til det minimale.
På trods af i omegnen af 40.000 feriehuse i Destination Sjælland, så kniber det med at holde liv i området, når højsæsonen er overstået.

Det skal en ny udviklingsplan for turismen på Sjælland og øerne lave om på.
– De lokale erhvervsdrivende i området er meget afhængige af, at der er folk i feriehusene – også udenfor højsæsonen. Fra tidligere analyser ved vi, at feriehusene i vores område står tommer i over 300 dage om året. Det er i den grad medvirkende til at udhule de lokale erhvervsdrivendes eksistensgrundlag. Udviklingsplanen adresserer blandet andet netop denne udfordring, fastslår Jens Müller, der er direktør i Destination Sjælland.
Visionen for den nye udviklingsplan, der netop er overdraget til erhvervsminister Simon Kollerup, er, at turismen i endnu højere grad skal være en løftestang for byudvikling med fokus på den naturvenlige turisme, højere kvalitet og øget omsætning.

Regionale kraftcentre

Med Danmarks største feriehusområde er Odsherred udpeget som kraftcenter i udviklingsplanen, der har set dagens lys som et samarbejde mellem Dansk Kyst- og Naturturisme, KKR Sjælland, de 17 kommuner i Region Sjælland, Realdania og turismeorganisationerne for Sjælland og øerne – heriblandt Destination Sjælland.
Også Røsnæs og området omkring Stillinge Strand er udpeget som fremtidens mulige kraftcentre, der skal understøtte udviklingsplanen.
– Turismen på Sjælland og øerne som samlet destination skal frem mod 2025 øge turismenomsætningen til 15 milliarder kroner. Det svarer til en årlig vækst på 2,25 procent, fortæller direktøren og fortsætter:
– Antallet af kommercielle overnatninger skal stige til 5,8 millioner kroner. Det svarer til en stigning på en million overnatninger sammenlignet med 2019.
Sidst men ikke mindst skal gæsternes døgnforbrug øges fra 550 kroner til 675 kroner.

Konkrete tiltag og investeringer

Planen indeholder en fokuseret prioritering af 21 konkrete tiltag fordelt på fem indsatsområder, der er koncentreret om de udvalgte kraftcentre, ligeledes forventes det, at kommuner med kraftcentre investerer yderligere i turisme.
Indsatserne tæller blandt andet lystbådehavne, forretningsudvikling af mere outdoor-turisme og styrket samarbejde mellem transport og turisme samt øgning af kultur- og naturoplevelser, ligesom sammenhængen mellem hovedstaden og det øvrige Sjælland skal styrkes.
– Ovenstående skal naturligvis understøttes af en styrket markedsføringsindsats både i og udenfor højsæsonen, der kan øge kendskabet til Sjælland og øerne i både indland og nærmarkeder som Tyskland, Holland, Norge og Sverige, forklarer Jens Müller.
Udviklingsplanen fungerer desuden som startskuddet til et øget investeringsniveau på Sjælland og øerne. Der skal være tættere samspil mellem offentlige parter, fonde og private investorer, hvilket på sigt vil resultere i øgede investeringer i infrastruktur, oplevelser og overnatning.
Inden udgangen af 2021 skal parterne bag planen revurdere og evt. justere planens pejlemærker i lyset af corona-situationen og det ændrede udgangspunkt i 2020.

Kontaktoplysninger

For yderligere informationer og kommentarer kontakt direktør i Destination Sjælland Jens Müller på tlf. 28 19 90 11 eller jens@desj.dk

HOLD DIG OPDATERET MED VORES NYHEDSBREV
Dette felt er påkrævet