Det var en tydeligt overrasket og glad vinder, der modtog prisen som Årets Hjælperytter 2022 i forbindelse med åbningen af Skvulp i Holbæk.

– Rikke Klindt fra Jyderup engagerer sig i alt, der involverer fællesskab. Hun medvirker ved en række aktiviteter i lokalområdet, fortalte Stampe Duus, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Holbæk og sidder i Destination Sjællands bestyrelse, da han overrakte prisen til vinderen.
Destinationsselskabet står for andet år i træk bag kåringen af Årets Hjælperytter i Holbæk, Slagelse, Sorø og Kalundborg kommuner.

Drevet af frivillighed

Rikke Klindt er indstillet til prisen af Betina Kaa fra Jyderup.
– Hun involverer og arrangerer, og trækker folk med sig, lød det i indstillingen fra Betina Kaa.
Det er blandt andet arbejdet med etableringen af Madoasen i Jyderup, hvor lokale donerer mad, og frivillige udleverer det til økonomisk udsatte borgere, samt arbejdet med en stor fælles juleaften i Jyderuphallen, der fik Betina Kaa til at indstille Rikke Klindt som Årets Hjælperytter.

Vandt en sikker sejr

Med 67% de afgivne 1.223 stemmer vandt Rikke Klindt en sikker sejr foran de to andre nominerede, der var Jytte Knuth fra Vemmelev, der er formand i foreningen Cykling Uden Alder, der hvert år står bag 400 cykelture for ældre mennesker, og 75-årige Leif S. Petersen fra Slagelse, der i en årrække har støttet og hjulpet unge mekanikere på ZBC i Slagelse, når der er bump på vejen gennem uddannelsen.
Morten Jensen, der er direktør i Destination Sjælland, glæder sig over finalisterne og de andre nominerede til Årets Hjælperytter.
– Vi har fået rigtigt mange gode bud på passionerede ildsjæle og lokale solstråler, der gør hverdagen lidt lettere og bedre for deres omgivelser, fortæller direktøren og uddyber:
– Det har været en kæmpe fornøjelse at læse de mange indstillinger og blive bekræftet i, at Destination Sjælland virkelig er et sted, hvor vi hjælper til og hjælper hinanden.

Kontanter og keramik

Udover hæderen fik Rikke Klindt ligeledes overrakt en check på 5.000 kroner og en keramikfigur skabt af Finn Møller fra Møller i Mejeriet.
Kåringen af Årets Hjælperytter i Destination Sjælland er en del af indsatsen ”Her hjælper vi til”, som destinationsselskabet lancerede i forbindelse med Tour de France-besøget i Danmark.
– Vi vil gerne gøre det til en tradition at hylde det, vi kan i Destination Sjælland. Vi er Danmarks ypperste hjælperytter i ordets bedste forstand. Her hjælper vi til – her hjælper vi hinanden og vores gæster, forklarer Morten Jensen.
Destination Sjælland håber, at fejringen af Årets Hjælperytter kan øge den lokale stolthed og bringe suset fra de fantastiske dage med Tour de France tilbage for en stund.

Afstemningsresultat

1. Rikke Klindt, 67% (820 stemmer)
2. Leif Stig Petersen, 18,6% (228 stemmer)
3. Jytte Knuth, 14.3% (175 stemmer)

Kontaktoplysninger

For yderligere informationer og kommentarer kontakt:

Morten Jensen
Direktør i Destination Sjælland
Tlf. 61 27 60 97 eller morten@desj.dk

Martin W. Crone Hansen
Kommunikationsansvarlig i Destination Sjælland
Tlf. 24 25 71 72 eller martin@desj.dk

HOLD DIG OPDATERET MED VORES NYHEDSBREV
Dette felt er påkrævet