Kunstnerne er udvalgt, kirkerne er klar og årets inspirerende katalog er på vej i trykken.
– De deltagende kunstnere er fordelt i 14 kirker, mens Skt. Mikkels Kirke igen er vært for åbningen fredag den 10. november, fortæller Per Thuesen, der er formand for foreningen Kunst og Kirker, og fortsætter:
– Vi har igen i år valgt en udstilling med udelukkende danske skulptører og kunstmalere. Vi håber dog, at de udenlandske kunstnere vender tilbage næste år.
Makkerparret Estrid Maria Eriksen og Lene Hansen fra arbejdsgruppen har sørget for, at kunstnere og kirker er parret, så de får det bedste frem i hinanden.
Ligesom gæsterne i år får mulighed for at besøge Flakkebjerg Kirke, Hejninge Kirke, Havrebjerg Kirke og Havrebjerg Valgmenighed, der er nye blandt de deltagende kirker.
– Kirkeskiftene sker for hele tiden at give lidt fornyelse. Kirkernes rum er meget forskellige og passer derfor til forskellige kunstnere, forklarer formanden.
Hvis ikke man kan vente på årets Kunst og Kirker-katalog, der er lige på trapperne. Kan nysgerrige gæster tyvstarte på hjemmesiden, hvor Michael Olsen fra arbejdsgruppen har sørget for opdatering samt en lille video fra sidste års udstilling.
I 2023 er det sjette gang, at Kunst og Kirker afvikles i Slagelse Provsti, som i løbet af de forgangne udstillinger har haft besøg af tusindvis af kunstinteresserede gæster.
I år kan de besøgende som skrevet opleve to udstillende kunstnere i hver af de 14 kirker, der tegner udstillingen lørdag den 11. og søndag den 12. november kl. 10-16 med gratis adgang.
Flere kirker planlægger dog andre oplevelser i forbindelse med udstillingen.
– Der vil være gudstjenester, koncerter og andre initiativer, ligesom gæsterne kan købe den udstillede kunst, hvis noget frister.
Kunst og Kirker er inspireret af ”Kunstmaand Ameland”, hvor en lille hollandsk ø danner rammen om en månedlang kunstbegivenhed med flere tusinde besøgende.
Det er foreningen Kunst og Kirker samt de lokale menighedsråd, der i fællesskab står bag den danske udgave af udstillingen.
Se mere på kunstogkirker.dk
For yderligere informationer og kommentarer kontakt formand for Kunst og Kirker Per Thuesen på tlf. 20 43 21 22 eller thuesport@gmail.com