Blandt et stærkt felt af ansøgere har Destination Sjællands bestyrelse ansat Morten Jensen som destinationens nye direktør.

– Processen har resulteret i, at et enigt ansættelsesudvalg og en samlet bestyrelse har valgt Morten Jensen som direktør for Destination Sjælland A/S, afslører Connie Christensen, der er formand for bestyrelsen.

Har bred turismeerfaring

Morten Jensen kommer fra virksomheden Too Good To Go, hvor han har været ansvarlig for den samlede marketing- og kommunikationsindsats samt at udvikle og drive kommercielle partnerskaber.
Før det var han seks år i BC Hospitality Group, som blandt andet bestod af Bella Sky, Crowne Plaza, Marriott, Bella Center, Forum mv.
– Samlet kommer Morten med 25 års erfaring inden for turisme og oplevelsesøkonomi, som vi glæder os til at nyde godt af i Destination Sjælland, fortæller formanden.
Morten Jensen begynder den 1. marts 2022, hvor direktion og bestyrelse ser frem til at fortsætte det gode arbejde, som den afgående direktør, Jens Müller, sammen med en dygtig stab og den tidligere bestyrelse har grundlagt igennem de seneste fire år.

Ny bestyrelse er på plads

Det er ikke kun direktøren, der er et nyt ansigt i regi af Destination Sjælland – også i bestyrelsen har der været udskiftning omkring årsskiftet.
– I forbindelse med kommunalvalget i 2021 er der udpeget nye politiske repræsentanter for Destination Sjællands fire ejer-kommuner, forklarer Connie Christensen.
For Kalundborg Kommune er Hans Erik Munk udpeget, for Holbæk Kommune, Stampe Duus, for Sorø Kommune, Lars Schmidt og for Slagelse Kommune, Troels Christensen.
Repræsentanter for turismeerhvervet i de fire kommuner er Torben Berner, Vesterlyng Camping, Kalundborg, Kasper Lomholdt, Fonden Sidesporet i Holbæk, Lars Mortensen, Støvlet Katrines Hus i Sorø og Connie Christensen, Vilcon Konferencehoteller, Slagelse. Sidstnævnte er formand for Destination Sjælland.

Første opgave for bestyrelsen var ansættelse af den nye direktør. Nu glæder både den nye bestyrelsen og den nye direktør sig til at komme i gang med arbejdet, hvor den positive udvikling af Destination Sjælland skal fortsættes.

Relevante links
Kontaktoplysninger

For yderligere informationer og kommentarer kontakt formand for Destination Sjælland Connie Christensen på tlf. 20 40 12 40 eller connie@vilcon.dk

HOLD DIG OPDATERET MED VORES NYHEDSBREV
Dette felt er påkrævet