Fra morgenstunden vil der være fællessang og højtlæsning ombord på turbåden Lille Claus, der sejler på Sorø Sø.

– ’Sorø Synger’ sørger for at synge for og spille til Ingemanns morgensange, lover Mette Skjoldan, der er formand for foreningen 1684-1862, som står bag den historiske festival.
Efter morgensangen læser skuespiller Henrik Jandorf højt fra H.C. Andersens ’Store Claus og Lille Claus’.
– Oplæsningen er en hyldest til vennerne B.S. Ingemann og H.C. Andersen. Samtidig er fortællingen en fornøjelig dannelsesrejse for Store Claus og Lille Claus. Netop dannelsesrejsen er i år temaet for hele Sorø Historiske Festival, forklarer formanden.

Herrefrokost og kirkeminister

Søndagen byder også på maleseance, kirkegårdsvandring og meget andet, ligesom Ingemanns herrefrokost på Støvlet Katrines Hus er et højdepunkt.
– Der bliver virkelig kræset for maden, musikken leveres af vores husorkester, Triolen, og man kan møde selveste Ingemann i skikkelse af skuespiller Joachim Gruppe, afslører Mette Skjoldan.
Hele festivalen afsluttes i Sorø Klosterkirke den 2. juli kl. 20, hvor der er tale ved kirkeminister Louise Schack Elholm og koncert med koret Chorus Soranus, som dykker ned i den danske sangskat.

Landsdækkende markering

Sidstedagen af Sorø Historiske Festival falder sammen med Ingemannsdagen, som foreningen 1684-1862 også står bag.
Ingemannsdagen markeres i kirker over hele landet, hvor der kun synges salmer af B.S. Ingemann.
– Egentlig giver vi dagen til kirkerne, så de selv står for indholdet. Derfor er det også forskelligt, hvad man kan opleve hos de deltagende kirker, hvor der for eksempel kan være kirkekaffe efter gudstjenesten, oplæg om Ingemann, ekstra sange og meget andet, fortæller Mette Skjoldan og fortsætter:
– B.S. Ingemann nævnes ofte som en af de vigtigste skikkelser i forbindelse med den danske Guldalder, ligesom et væld af hans sange og salmer – som ’Nu titte til hinanden’, ’I østen stiger solen op’ og ’Dejlig er jorden’ – har en helt speciel plads i danskernes hjerter.
Sorø Historiske Festival afvikles fra tirsdag den 27. juni til og med søndag den 2. juli. Programmet kan ses på hjemmesiden 1684-1862.dk.

Relevante links
Kontaktoplysninger

For yderligere informationer og kommentarer kontakt:

Mette Skjoldan
Formand for foreningen 1684-1862
Tlf. 53 31 33 11 eller kontakt@1684-1862.dk

HOLD DIG OPDATERET MED VORES NYHEDSBREV
Dette felt er påkrævet