Livemusikken har virkelig været savnet, mens coronakrisen har stået på, men nu begynder Danmark og Destination Sjælland så småt at ligne sig selv igen.

Det betyder også, at velkendte traditioner dukker op – således også Honky Tonk i Nykøbing Sjælland, der løber af stablen lørdag den 5. september.
– Vi har oplevet rigtig fin opbakning fra både aktører og musikere, så vi glæder os til, at livemusikken igen fylder gaderne og lokalerne i byen, fortæller Jens Müller, der er direktør i Destination Sjælland, og fortsætter:
– Selv om vi ikke kender de sundhedsmæssige anbefalinger primo september, så vil alle spillestederne selvfølgelig overholde de gældende anbefalinger, så alle gæster får en god og sikker oplevelse.

10 timers musik

16 spillesteder deltager i år i Honky Tonk, ligesom 16 artister allerede er på plakaten.
Listen af steder tæller blandt Badmintonhallen, Lokalkompagniet og Martins Cantina, mens gæsterne blandt andre kan lytte til livemusik med Søren Sebber & Ønskeholdet, Vinden Vender og Ricki Trio.
Hos Odsherred Sangskriver-klub i Algade slås dørene desuden op til open stage, hvor man kan komme ind fra gaden og præsentere sine sange, digte eller egen musik.
– Honky Tonk byder på et bredt musikalsk program, hvor der gerne skulle være noget for enhver smag, lover direktøren.
Aftenens første koncert er kl. 18.00 hos Hana Sushi, hvor Niels Bugge & Mads Strandgaard spiller, mens nattens sidste koncert er på Bytrommen Bodega, hvor Payaz lukker årets udgave af Honky Tonk kl. 04.00.

Følger udviklingen

Destination Sjælland, der er tovholder på Honky Tonk, følger naturligvis udvikling omkring Covid-19.
– Vi er klar til at rådgive både spillesteder og musikere, så både de og gæsterne får en god oplevelse, når Honky Tonk afvikles, forklarer Jens Müller.
Armbånd til Honky Tonk koster 100 kroner og kan købes på de deltagende spillesteder. Med et armbånd har man adgang til alle koncerter.
Det fulde program kan ses på Destination Sjællands facebookside, der ligeledes opdateres, hvis der sker ændringer.

Relevante links
Kontaktoplysninger

For yderligere informationer og kommentarer kontakt direktør i Destination Sjælland Jens Müller på tlf. 28 19 90 11 eller jens@desj.dk

HOLD DIG OPDATERET MED VORES NYHEDSBREV
Dette felt er påkrævet