Den 2. juli gæster verdens største cykelløb, Tour de France, Destination Sjælland. Her ruller feltet gennem Holbæk, Kalundborg og Slagelse kommuner.
Løbets store stjerner nyder godt af hjælperytternes hårde arbejde, ligesom gæsterne i Destination Sjælland nyder godt af vores lokale hjælpsomme ildsjæle.

– Derfor fortjener Destination Sjællands hjælperyttere en ekstra hyldest, fastslår Morten Jensen, der er direktør i Destination Sjælland.

Lokations søges

I samarbejde med Institut for urban kunst (Ifuk) og Region Sjælland er Destination Sjælland på jagt efter fire vægge, der skal udsmykkes med en hyldest til de lokale hjælperyttere og Tour de France.
– I bedste street art-stil vil to professionelle kunstnere fortolke sjællandsk hjælpsomhed via fire forskellige vægmalerier, forklarer direktøren og fortsætter:
– Vi håber, at nogen derude – tæt på Tour de France-ruten – har lyst til at stille en væg eller gavl til rådighed, som kunstnerne kan udfolde sig på i de kommende måneder frem mod cykelløbets besøg.

Har du en væg eller en gavl, du vil stille til rådighed, skal du senest søndag den 17. april sende en mail til Destination Sjælland på info@desj.dk med væggens lokation (adresse) og kontaktinfo til ejeren samt et eller flere billeder af væggen.
– Herefter kigger vi på de mulige vægge og udvælger de fire, der får glæde af kunstnernes udfoldelser, slutter Morten Jensen.

Her hjælper vi til

Vægmalerierne er en del af indsatsen ”Her hjælper vi til”, som Destination Sjælland lancerer i forbindelse med optakten til Tour de France.
Hjemmesiden hertil.dk er sammen med en række events omdrejningspunktet for destinationsselskabets initiativer, der går forud for og ligger i slipstrømmen på besøget af verdens største cykelløb.

Vægge eller gavle

Ønsker til vægge eller gavle, der skal i spil til Destination Sjællands Tour de France-street art.

– Overflade skal være plan, vedligeholdt og grundet. Væggen må ikke skalle i malingen eller murværk

– Der skal være fortov eller asfalt foran væggen. Græs kan gå an, hvis det er jævnt

– Væggen må gerne være indenfor målene 10 meter bred og fire meter høj (eller højere)

– Væggen skal helst ligge så tæt på Tour de France-ruten som muligt, men alle vægge kommer med i udvælgelsesprocessen

Kontaktoplysninger

For yderligere informationer og kommentarer kontakt:

Morten Jensen
Direktør i Destination Sjælland
Tlf. 61 27 60 97 eller morten@desj.dk

Martin W. Crone Hansen
Kommunikationsansvarlig i Destination Sjælland
Tlf. 24 25 71 72 eller martin@desj.dk

HOLD DIG OPDATERET MED VORES NYHEDSBREV
Dette felt er påkrævet