Det har igen i år været en travl sommer i Destination Sjælland, hvor overnatningstallene, der senest er opgjort ved udgangen af august, afslører en stigning på tre procent i forhold til 2021 og på fire procent i forhold til ’normalåret’ 2019.

– På bagkant af Covid-19 kan vi glæde os over, at danskerne stadig er rigtigt glade for Destination Sjælland, mens vores udenlandske gæster endnu ikke er vendt helt tilbage til 2019-niveauet, konstaterer Morten Jensen, der er direktør i Destination Sjælland.

Camping hitter – feriehuse savnes

Dykker man ned i overnatningstallene for 2022, er det tydeligt, at camping er særdeles populært i Destination Sjælland med en fremgang på henholdsvis to og 18 procent i forhold til 2021 og 2019.
Ligeledes er antallet af overnatninger på hoteller og feriecentre på niveau med 2019, men feriehusene er lidt af en hovedpine.
– I feriehusene er antallet af overnatningerne faldet sammenlignet med både 2019 og 2021, forklarer direktøren og uddyber:
– Den gode nyhed er, at alle feriehuse er udlejet i højsæsonerne. Den endnu bedre nyhed er, at vi kunne udleje mange flere. Udfordringen er, at vi mangler huse til udlejning. Blandt andet fordi mange huse skiftede ejere under pandemien, og nye ejere lejer ofte ikke ud de første år.
Der er 16.000 feriehuse i Destination Sjælland, men det er kun 3-5 procent af dem, der er på udlejningsmarkedet.

Potentialet er enormt

Blandt andet derfor er det også et erklæret mål for Destination Sjælland at få flere feriehuse til udlejning.
– Med den økonomiske situation mange danskere står i, er der måske ekstra fokus på, at der er gode penge at tjene på udlejning. Hvem kunne ikke bruge 42.000 skattefrie kroner til de stigende energi- og fødevarepriser, spørger Morten Jensen og fortsætter:
– Ligeledes vil øget brug af feriehusene også være med til at sikre det lokale handelsliv, der visse steder mærker, at forbrugerne holder igen.
I det hele taget går Destination Sjælland en spændende fremtid i møde, hvor der skal arbejdes med områdets herligheder i forskellige spor, der skal iscenesætte naturen, fødevarerne samt kunst, kultur og historie.
– Destination Sjælland har en masse at byde på, som både kan opleves i ferien eller på en-dagsture fra de omkring liggende kommuner og København, slutter Morten Jensen.

Relevante links

Find billeder og pressemateriale fra Destination Sjælland på desj.dk/presse

Kontaktoplysninger

For yderligere informationer og kommentarer kontakt:

Morten Jensen
Direktør i Destination Sjælland
Tlf. 61 27 60 97

Martin W. Crone Hansen
Kommunikationsansvarlig i Destination Sjælland
Tlf. 24 25 71 72

HOLD DIG OPDATERET MED VORES NYHEDSBREV
Dette felt er påkrævet